Rabarber, hvordan fryses de bedst?

Rabarber er vidunderlige i starten af sommeren, og det er oplagt at forsøge at gemme lidt til resten af året. Derfor har jeg prøvet hvordan man bedst fryser rabarber. Den korte version er: frys ned efter de er sous vide-tilberedt med 1/3 sukker – her holder smag, farve og konsistens bedst.

Den lidt længere version: Rabarber er en af de råvarer hvor sous vide virkelig gør en forskel. Stor smag, mørt men markant bid og flot farve. Rens og skær i 1-2 cm stykker og bland med 1/3 af vægten i (vanilje)rørsukker. 60° i en time. Jeg har købt 5 kilo i sidste uge, og halvdelen er allerede forsvundet. Køb vinrabarber hvis muligt (de er mere røde og tynde end de andre).

Der er så mange – måske også i haven – nu, at man ikke altid kan nå at spise dem. Men de kan opbevares på køl i posen (efter sous vide-tilberedningen) i flere uger.

Hvis man vil opbevare endnu længere tid kan man FRYSE dem. Jeg har prøvet at fryse dem a) klargjort men uden sukker, b) klargjort med sukker – og c) sous vide-tilberedt med sukker. Den sidste er en smule mere rund og sød i smagen, og så er det praktisk, for man skal bare tø posen op i en times tid og så er en kongedessert klar.

Prøv f.eks. rabarber med jordbær og vaniljecreme.

Opskrifter, tekst og illustrationer fra Karsten Tanggaard: Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen. Sidetal henviser til Sous vide 2.0.

(C) Copyright Karsten Tanggaard, 2019-2024.

Læs mere om bøgerne Sous vide 2.0  og Sous vide-håndbogen og  hvor de kan købes.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *