Mærk posen rigtigt – tips og tricks

Når man vakuumerer, er det en god ide at mærke posen, hvis man ikke skal tilberede og færdiggøre maden med det samme, for så kan man altid se hvad der er i posen. Det er en ekstra god ide, hvis man planlægger at fryse maden, for efter nogen tid kan det være svært at huske hvad der gemmer sig i poserne.

Skriv på posen

Man kan simpelthen skrive på posen (gør lidt plads øverst oppe).

Det er vigtigt at bruge en såkaldt “Permanent” marker, dvs. at det ikke kan viskes ud (de penne man bruger til hvide tavler kan ikke bruges her, for skriften kan her fjernes igen og vil blive tværet ud).

Hvad skal man skrive?

Man kan overveje at skrive flere ting:

  • Navnet på madvaren (det er det vigtigste)
  • Tilberedningstemperatur og -tid. Selvom man tilbereder med det samme og gemmer maden, kan det være godt at vide hvordan det var lavet når man spiser det, så man kan huske hvis det var godt, og justere hvis det ikke var.
  • Er maden saltet? Jeg bruger et “S” i en cirkel for at huske mig på, at maden er saltet.
  • Er maden tilberedt? Nok den næstvigtigste information, for det kan nogle gange være svært at se om maden i posen er tilberedt eller ej efter nogle dage. Jeg skriver derfor selv altid en cirkel med en streg igennem (Ø) når maden IKKE er tilberedt, og så tilføjer jeg en ekstra streg på den anden led når den er tilberedt.
  • Vægt. Man kan jo altid veje posen, men hvis man har flere næsten ens poser i køleskab eller fryser er det godt med en vægt, så man hurtigt kan vælge den bedste til den aktuelle situation.
  • Dato for pakningen. Godt at vide af hensyn til holdbarhed.

Brug en indsvejst pakkeseddel

I stedet for at skrive på posen, kan man skrive på et stykke papir, som man lægger ind i posen. Denne ide har jeg fået af Søren Rasmussen i facebook-gruppen Sous vide hygge.

Man kan lægge den i en lille, svejst lomme så væske fra maden ikke ødelægger papiret:

Skriv de ønskede oplysninger på papir og klip strimlen af. Du kan også lave en skabelon med kasser til de ønskede oplysninger, og jeg har lavet en her som du kan skrive ud og bruge hvis du vil:

  • Skabelon til 13 sedler (word). Brug denne, hvis du vil skrive teksten på computer i Word-filen og printe bagefter.
  • Skabelon til 13 sedler (PDF). Brug denne hvis du vil printe en tom skabelon og udfylde i hånden.

Du kan selvfølgelig lave sedlen som du vil – min fortrykte seddel har disse felter

  • En kasse til titel, tid/temp, vægt eller hvad du vil skrive.
  • Dato for pakningen
  • Er maden saltet?
  • Er maden rå (dvs. ikke sous vide-tilberedt)? – eller
  • Er maden sous vide-tilberedt (SV).

Når du har udfyldt sedlen lægger du den ned i bunden af posen: Vend posen på hovedet og skub sedlen helt ned i bunden.

Læg bunden af posen (med sedlen i) så langt ind i vakuumeringsmaskinen, at svejsestrimlen i maskinen ligger under sedlen som vist her.

Klap låget sammen og svejs.

Nu er sedlen svejst inde i posens bund (posen vender altså faktisk på hovedet her).

Læg maden i posen og vend posen om, så den åbne ende svejses (og sedlen ligger i bunden).

Resultatet er en pose med en tydelig mærkat, der er let at læse og ikke bliver snavset af væske fra posen.

Opskrifter, tekst og illustrationer fra Karsten Tanggaard: Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen. Sidetal henviser til Sous vide 2.0.

(C) Copyright Karsten Tanggaard, 2019-2024.

Læs mere om bøgerne Sous vide 2.0  og Sous vide-håndbogen og  hvor de kan købes.