Alternativ til plastikposerne: Sustainapouch

Der bruges store mængder vakuumposer af plastik i sous vide-verdenen, og mange af os er bekymrede over plastikaffaldet. Derfor tester jeg her nogle nye komposterbare poser som er blevet døbt Sustainapouch. Hvad er fordelene og ulemperne ved disse poser?

Poserne er udviklet af Sousvidetools i England og er så vidt jeg ved de første komposterbare poser der er tilgængelige i Danmark.

Komposterbart materiale

Sustainapouch (Sustain = bæredygtig, pouch = pose) er fremstillet af ris, kartofler og majs (og en lille smule plastik så man kan forsegle dem). Materialet er komposterbart, og ifgl. fabrikanten kan man komme dem på komposten, hvor de vil nedbrydes i løbet af 6 måneder.

Hvis man bruger disse poser, er man altså ude over problemet med plastikaffald fra sous vide-tilberedningen.

I England er de godkendt til både privat og industriel kompostering. Den danske affaldssortering nævnes ikke – det ville være oplagt at komme dem i bio-affaldsspanden, men da der er en lille del som er lavet af olie skal den nok i restaffald.

Sous vide-anvendelse

Selvom poserne kan nedbrydes i naturen, er de stærke nok til at kunne bruges til sous vide-tilberedning. De kan tåle op til 85° i 12 timer (ikke specificeret på pakken, men opgivet af den engelske producent og den danske importør), og det dækker de tilberedninger, som jeg kan komme i tanke om, også tilberedning af grøntsager ved høje temperaturer som 85° som jeg har prøvet en del gange i testen.

Riflet pose, skåret fra en rulle.

Desuden kan poserne bruges til vakuumering og opbevaring, f.eks. på frost.

Sammenligning med almindelige plastikposer

Poserne bruges som almindelige plastikposer til sous vide. De er lidt mere stive og “sprøde” i det, men har med en enkelt svipser holdt til de mange forskelle tilberedninger som jeg har udsat dem for prøveperioden på nogle uger. I et enkelt tilfælde gik sømmen i siden på en pose op, og det kan have været et uheldigt eksemplar, for jeg har ikke set det problem ellers.

Jeg blev advaret om at bruge syrlige ingredienser, men jeg har haft en pose liggende i flere uger med en blanding af olie og eddike uden jeg kan se problemer med pose eller lukninger.

De lidt mere stive poser kan i nogle tilfælde drille lidt i vakuummaskinen, men det hjalp at vende posen omvendt.

Glat pose til kammervakuummaskine.

De glatte poser til kammervakuummaskiner er lidt tyndere, og her giver halvdelen af den normale svejsetid en solid lukning uden at posen smelter.

Typer og størrelser

Udvalget af forskellige Sustainapouch vil sikkert blive større, men allerede nu kan man få glatte poser til kammervakuummaskiner i 4 forskellige størrelser.

Riflede poser findes kun i ruller (på 5 meter), med hhv. 20 og 28 cms bredde.

Priser

De komposterbare poser er 2-3 gange så dyre som almindelige poser i god kvalitet.

En riflet pose på 20×30 cm (skåret af en rulle) til almindelige vakuumpakkere koster 6 kr for en komposterbar pose. En traditionel plastikpose på 20×30 cm (skåret af en rulle) koster 2-3 kr.

Poserne til kammervakuummaskiner er billigere. En 20×30 cm pose koster knapt 3 kr, ift. omkring 1 kr for en traditionel, glat plastikpose på 20×30 cm.

Priserne vil sikkert falde, efterhånden som poserne bliver mere udbredt og kan produceres i større mængder.

Poserne til testen er venligst stillet til rådighed af sousvide.dk der forhandler Sustainapouch i Danmark.

Opskrifter, tekst og illustrationer fra Karsten Tanggaard: Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen. Sidetal henviser til Sous vide 2.0.

(C) Copyright Karsten Tanggaard, 2019-2021.

Læs mere om bøgerne Sous vide 2.0  og Sous vide-håndbogen og  hvor de kan købes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *